Steen’s historie

Opholdet på Knudmoseskolen har uden tvivl reddet Steens liv. Alle, der har oplevet Steen inden, imens han gik på skolen og bagefter, er ikke i tvivl om, at uddannelsen på Knudmoseskolen har haft en afgørende betydning for Steen udvikling.

Da Steen fik plads på skolen havde han i 1½år ikke gået i skole hhv. været andre steder end derhjemme. Han måtte forlade folkeskolen i 8. klasse, fordi han led af stor social angst. Han fik ret hurtig en diagnose som Infantil Autist med svag begavelse, og fik ikke videre hjælp. Et forsøg at gå på Sønderager-skolen strandende ret hurtigt, da forholdene her heller ikke var anderledes end på en almindelig folkeskole.

Steen kunne ikke klare ret meget selv. Jeg, hans mor, måtte sørge for alt i hverdagen fra at hente underholdning på biblioteket til at købe tøj med hjem, overtale ham til at gå i bad, og få ham til at spise. Det eneste jeg kunne gennemføre, var at han kom op af sengen og gik tur hver eneste dag. Ofte blev det først sent på dagen, men ud kom han. Det var det eneste han fik sig bevæget. Ellers sad han ved computeren og fik mere og mere fysisk ondt oveni den psykiske smerte. Jeg var lykkelig, når jeg kom hjem fra arbejde, og han havde fået tøj på og evt. spist. Jeg var lettet, når jeg så ham, lettet over at han havde valgt at leve en dag mere. Skulle vi tale med nogen, f.eks. en læge eller psykiater var det kun mig, der kunne tale for ham, han kunne ikke selv.

På Knudmoseskolen lykkedes det med stor engagement, utrolig fleksibilitet og individuel hensyntagen, at få Steen til at komme i skole. Det startede ganske småt og tog et år, før han kom hver dag. Lærerne ydede et kæmpe arbejde. Kontakten hjem har været enestående, og viljen til også at opbygge en virkelig kontakt til Steen var der fra første dag. Og en dag efter ½ år, skete der noget. Steen ville pludselig livet, der var tilbud på skolen, som han ville ind til, og senere var der fællesskabet med de andre. Sport, fitness og musik var vigtigst i starten. Da han endelig turde være i en klasse var det stort. Han nød senere godt af at komme ud af asperger klassen og ind i en mere udadvendt klasse. Da det gik så godt socialt kom fagene til, og også det lykkedes. Og hver gang jeg følte, at nu skulle der vist fyldes mere på Steen, så blev det taget op af skolen, og der blevet gjort noget ved det. Hvem havde forestillet sig, at den dreng, der sneg sig hen ad vægen og ikke turde være med i kantinen, endte med at tage eksamen i flere fag, både mundtligt og skriftlig med til dels høje karakterer. Ja, at han endda kunne tage samfundsfag på fjernstudie og gå til mundtlig eksamen i Odense hos fremmede censorer. At han kunne gå til naturfag på VUC? At han turde tage med på en klassetur til Berlin. Dermed blev Steens angst for sin fremtidige skæbne dag for dag mildnet.

Også på hjemmefronten skete der en positiv udviklingen. For at slippe for den for ham pinefulde transport og for at udvikle sig endnu mere, flyttede han i en egen lejlighed i Tjørring uden støtte. Han bor der stadigvæk og køber ind, laver mad, vasker tøj, tager til sport og sørger for alt selv. Han har kunnet tage kørekort og foretaget togture alene. Og han har været med på flere familierejser.

Han går nu på HF, er en elev med et stabilt fremmøde, med stort engagement og med gode resultater. Hans mål er at læse til maskiningeniør, og det ser ud til at være et meget realistisk mål.

STUens muligheder har været de rigtige, og personalet på Knudmoseskolen har med deres faglige og menneskelige dygtighed skabt den grobund, der skulle til, for at Steen kunne finde sin vej i livet. Jeg er sikker på, at Steen vil betale samfundet det tilbage, som det har ydet for at hjælpe ham.

Vi er Knudmoseskolen og Steens sagsbehandlere i den periode meget taknemmelige for den store hjælp.

Med venlig hilsen
Marike, Steens mor