Steffens historie

Det er tidlig morgen og mørkt udenfor. Regnen slår mod ruden og Steffen strækker sig i den varme seng. Tænk om man kunne blive under den varme dyne i sådan et vejr, men sådan tænker Steffen ikke!

I dag skal han i praktik på” Lillelund Landbrug” hos Martin Jensen i Kibæk, og han glæder sig. Han kan næsten ikke vente med at finde knallerten frem for at køre de små 4 km til skolen, hvor Jens Christian er klar til at køre Steffen og andre elever i praktik. Surt at jeg skal vente til klokken 8.30 med at komme af sted! De er jo i fuld gang ude på gården, og der er så meget jeg kan lave”, tænker Steffen.

Steffen er STU elev på 2. år og hører til i gruppe E. To andre elever i gruppen modtager ”Tegn Til Tale” ligesom Steffen. Der er i alt 7 elever i gruppen og så Nini og Bjarne. Tidligere var Steffen elev på Herningholmskolen, men er meget glad for skiftet til Ungdomscenteret Knudmosen.

Det med bogstaver og tal er meget svært, men der er heldigvis mange muligheder for praktik på skolen. Han har prøvet flere forskellige. Noget der passer rigtig godt til Steffen og giver skolens personale stort indblik i, hvad Steffen kan beskæftige sig med efter endt STU. Det at udføre et ”rigtig” arbejde giver mening for Steffen. Skolen er god, men det at få lov til at arbejde er bare så dejligt.

Endelig er Steffen kommet ud på gården. Så skal der arbejdes. Det er en stor gård med ca. 140 økologiske malkekøer. Desuden er der over 150 ha. jord, der skal passes.

Gårdejer Martin Jensen fortæller om dagens opgaver, og Steffen glæder sig til at komme i gang. Nu skal der arbejdes. Den store traktor kører Steffen uden problemer. Han har for kort tid siden bestået prøven til traktorkørekort. Efter dagens arbejde får Steffen lov til at vaske traktoren, den bliver så flot siger Steffen. Landmanden fortæller, at Steffen er særdeles lærenem. Han skal kun se, hvordan man løser opgaven en gang, og kan så huske arbejdsprocessen. Ja, han kan næsten arbejde som en almindelig medhjælper siger Martin, og Steffen nyder det. Bare ikke fyraften kommer for tidligt!!